Så er første officielle dag af SEE 20:10 gået. Spejderne ankom klokken 10:30 med bus, hvorfra de hver især skulle bære deres bagage femten minutters gang ned til vores lejrplads i Sludderen (underlejr 8). Fortroppen havde allerede sat de første telte og mastesejlet op, og der manglede kun at blive sat seks telte op til spejderne. Efter teltrejsning stod dagen på pionering. Der skulle bygges firefløjet spisebord, køkkenbord med vask og koldt/varmt vand, affaldssortering med fire forskellige sække og ikke mindst indgangsportal. Spejderne var alle effektive og gode, og allerede klokken 15:15 var det meste af lejren sat op.

Det var nu tid til at Åfolket skulle sørge for aftensmaden, men problemer med madudleveringen gjorde, at maden først var klar klokken 18:30 – og det var uden leverance af kød (vi skulle have en spaghetti- og pølseret). Så vi nøjes med spaghetti og tomatsauce.

Til aften var der kæmpe åbningslejrbål. Her kunne man rigtig opleve hvor mange tusinde spejdere der er til stede på SEE 20:10. Folk strømmede til, og der blev ved med at komme mennesker. Lejrbålet foregik på en stor scene med masser af underholdning og sang.

Vejret har hele dagen været fantastisk. Man kan dog godt håbe på et regnskyl i nat, vejene støver ad hækkenfeldt til. (Vi klager dog ikke over solen, næeh nej)

Alt i alt har den første dag i Skive været fantastisk og vi glæder os alle til de kommende udfordringer og oplevelser. Det var alt for i dag.

Over and out…