Lørdag d. 15/1 ved solnedgang mødte 10 spændte seniorer op i spejderhytten i Aabybro, til 24 timer i det uvisse. Det eneste vi vidste var, at med ledere som vores, var der ingen grænser for hvad denne tur kunne byde på. Efter at vi var blevet delt op i to patruljer: Stenene og Team Bænkebidderne, og alt elektronisk udstyr var blevet samlet ind så vi ingen tidsfornemmelse havde, blev vi smidt i bilerne og ført hen til vores startsted: lidt uden for Vodskov. Mad og diverse udstyr blev pakket i taskerne, vores mørke skikkelser blev iført refleksveste og benene blev forberedt på en lang gåtur som for flere af os blev en meget vellignende parodi af Bambi på glatis. Afsted det gik, hen mod første post ved Vodskov Skole hvor en GPS skulle tages i brug, og en spade skulle findes. Præmien for det hurtigste hold var en taske mindre at bære på til næste post, hvorimod straffen for det langsommeste hold var en taske mere at bære på. Her blev man hurtigt klar over hvor stor betydning udfaldet af konkurrencerne fik, og konkurrenceinstinkterne fløj i vejret.

På næste post i Hammer Bakker skulle der laves mad, som var hårdt tiltrængt. Efter et solidt måltid mad steg humøret et par grader igen, trods det evindelige regnvejr, og flokken var klar til at tage flere udfordringer op. Et andet sted skulle der bygges stridsvogne og køres om kap hvor præmien var at blive kørt til næste post, og taberholdet fik militærstraf og skulle vandre til stedet hvor næste post fandt sted. Heldigvis for Team Bænkebidderne befandt denne post sig ikke længere end 200 meter væk. Efter endnu en post hed destinationen stedet hvor vi skulle overnatte. Lederne havde været ubarmhjertige nok til at lede os ind i den tro at vi skulle sove i bivuak udenfor, men til alt held var de i sidste ende ikke de “lede ledere” som de først udgav sig for: vi havde nemlig fået ly i en lille hyggelig kostald i Langholt. Her var der varme fra de landlige dyr, og i halmen kunne man mageligt lægge sig til rette, stadig uden kendskab til hvad klokken var slået, og hvilket umenneskeligt tidspunkt vi ville blive hevet op på morgenen efter.

Den følgende dag kan meget passende beskrives med en strofe fra korpslejrsangen 2005: “Dagen er hektisk, vi oplever alt”, for søndag morgen og resten af dagen var meget oplevelsesrig. Den stod bl.a. på malkning af køer, og overværelse af en tvillingekælvning. Senere skulle middagsmaden forberedes, så vi fik stukket to levende høns i hånden med et “Værsgod og begynd”, hvilket medførte nogle meget ivrige drenge som gerne ville hugge hovederne af hønsene, men knap så ivrige når det stod til rensning af dem. Mens vi selv havde forberedt vores kylling til middagsmaden fra bunden, var der friskkøbte kyllinger fra supermarkedet til primitiv dart: chicken fist dart. Her skulle vi kaste hele kyllinger mod en dartskive med søm, og så gjaldt det om at få dem til at hænge fast tættest på midten. Helt utroligt endte denne udfordring uafgjort, men det var noget af en anderledes oplevelse at prøve. Middagsmaden smagte udsøgt, og efter at resten af energien var blevet brugt på leg og spas kunne vi slutte en usædvanligt spændende weekend af efter oprydningen.

I en utrolig tæt knyttet flok af unge mennesker blev flere bånd knyttet endnu tættere, og ikke et eneste medlem kunne tage hjem uden nye oplevelser på bagen. Der blev grinet og humøret var højt til det sidste, hvor trætheden meldte sig og kolugten bredte sig i bilerne på turen hjem. Endnu engang blev en vellykket tur med spejder afsluttet, og nu venter vi bare spændt på hvad vores kreative ledere mon finder på til næste gang et nyt eventyr begynder.